Derfor skal du vente med at købe din næste smartphone

TIP: Spar 1.700 kr. på Galaxy S8 eller 500 kr. på iPhone 8. Du slipper billigere og undgår børnesygdomme, hvis du kan vente med at købe ny mobil.

Samsung Galaxy S7 Edge i Pearl Black (Foto: Samsung)

Det kan også være en mulighed at købe sidsteårs model. Her ses Samsung Galaxy S7 Edge i Pearl Black (Foto: Samsung)

Huawei og Apple er blandt dem, som har helt nye telefoner på hylderne, og det klør måske i fingrene efter at trykke på bestil-knappen. Men ro på. Der kan være flere fordele ved at vente med at købe den seneste smartphone. Det skriver Android Authority.

Spar mange penge

Den måske meste åbenlyse grund til at vente lidt er pengepungen. Samsungs Galaxy S8 kostede 6.199 kroner, da den debuterede i foråret. Knap tre måneder senere stod den i 5.199 kroner. Det viser tal fra Pricerunner.

- Artiklen fortsætter efter annoncen -

I skrivende stund står Samsung Galaxy S8 i omkring 4.500 kroner ifølge prissiden.

Galaxy S8 og S8+ får ny, pink lakering

Tippet gør sig ikke kun gældende for Android-telefoner. iPhone 8 har også oplevet et fald i prisen siden Apple lancerede den. Den startede med at koste 6.199 kroner for den billigste udgave. Siden da er prisen faldet støt. Og iPhone 8 med 64 GB lagerplads ligger ifølge Pricerunner på cirka 5.700 kroner kun én måned efter salgets start.

Undgå børnesygdommene

Mobilproducenter er ivrige efter at få telefonerne i hænderne på forbrugerne. Men det kan føre til problemer. Eksempelvis som da Samsung måtte tilbagekalde samtlige Galaxy Note 7-telefoner. Det undgås, hvis du venter lidt med at købe de seneste smartphones.

Senest har Google haft problemer med skærmen på Pixel 2 XL. Det skriver The Verge. Et sådant minus kan man nemt undgå, hvis ikke man forudbestiller telefonen og i stedet venter til andre har testet telefonen.

iPhone X test – den mest innovative iPhone til dato

Børnesygdommene hæfter sig ikke kun til telefonernes hardware. Når man køber en spritny telefon bliver den ofte leveret med den seneste software. Og den kan være mangelfuld eller have deciderede fejl. Apple har eksempelvis udgivet et væld af opdateringer til iOS 11. Og den seneste løser et problem på den seneste iPhone. Det undgår man også, hvis man kan vente til softwaren er blevet mere stabil.

Kig efter sidste års model

Vil du spare endnu flere penge, og styre uden om børnesygdommene, så kig efter sidste års topmodel.

En Samsung Galaxy S7, Huawei Mate 9 Pro eller iPhone 6S er stadig udmærkede telefoner, selvom de ikke lige er kommet ud fra samlebåndet.

Du kan lige nu få en Galaxy S7 til omkring 3.000 kroner. Den kostede 5.700 kroner i februar 2016. Det oplyser Pricerunner. Du får meget mere telefon ved at købe eksempelvis Galaxy S7, end en nylanceret model til 3.000 kroner.

Mere til historien

Apple har udgivet seks opdateringer til iOS 11 siden softwarens debut. Og når man køber ny iPhone har man ikke mulighed for at vente med at opgradere. Den kommer nemlig med softwaren installeret.


Om Olav Fonager

Olav er freelance-journalist med en passion for mobiler dimser og gadgets. Han holder sig dagligt opdateret på de seneste nyheder indenfor teknologiverdenen.