Mine erfaringer med Netgear Orbi AC2200 – hurtigt Wi-Fi i hele huset

MINITEST: Hvis dit Wi-Fi bare skal virke over det hele, så se nærmere på Netgear Orbi AC2200-systemet. Klik, Klik, Klik. Så kører det. Hurtigt!

Netgear Orbi AC2200 RBK30

Netgear Orbi AC2200, RBK30 (Foto: MereMobil.dk)

Mit hus skal være trådløst. Jeg gider ikke kabler. Særligt fordi et smarthome ikke er særligt smart, når der skal trækkes kabler til det hele. Og jeg har efterhånden en del produkter, der indgår i mit smarthome-setup.

Udfordringen er et stort hus. I hvert fald når vi taler trådløs dækning, De 160 kvadratmetre ligger på langs. Derfor er der lang vej fra den ene ende til den anden.

Netværksprodukter er tit meget besværlige at sætte op. Derfor forlader mange sig på standardrouteren, med indbygget trådløst netværk, fra udbyderen. Men Wi-Fi routerne fra eksempelvis Stofa og YouSee er ret ringe, når det kommer til dækning af et stort område.

Netgear påstod, at Orbi AC2200 (RBK30) måtte være løsningen. Så det skulle naturligvis afprøves. Systemet består af en routerenhed og en satellitenhed. Routeren skal tilsluttes routeren fra internetudbyderen. Satellitenheden skal blot sættes i en stikkontakt i den anden ende af huset.

Appen åbnede for det hele

Efter jeg havde deaktiveret det trådløse netværk i routeren fra YouSee åbnede jeg Netgear Orbi. En nærmest idiotsikker quick-start-guide bragte mig fra start. Strøm. Kabel mellem YouSee routeren til det gule stik, var hvad der skulle til.

Som vejledningen beskrev hentede jeg Netgear Orbi applikationen. Trin for trin blev vejledningen på skærmen fuldt, og kort tid efter var der hul igennem.

Jeg har tidligere prøvet, at konfigurere flere Wi-Fi netværk, der skal supplere hinanden, men selvom det har kostet mange timers arbejde, så har resultatet aldrig været stabilt.

Derfor var jeg da også rimeligt imponeret, da begge Netgear enheder fungerede i første forsøg.

LED-lys på satellitenheden indikerer om forbindelsen mellem routeren og satellitenheden er god eller dårlig. Her er tre farver; blå, orange og pink. Satellitenheden må ikke være længere væk, end den stadig kan modtage et godt signal fra routeren.

RBK30-systemet dækker op til 200 kvm.

Nu har hele huset Wi-Fi

Efter opsætningen af Netgear Orbi AC2200 (RBK30) har jeg nu godt Wi-Fi signal i hele huset. Min netforbindelse fra YouSee har en maksimalhastighed på 100 mbit/s download og 20 mbit/s upload, og det trækker jeg så rigeligt trådløst med Netgear Orbi.

100-114 mbit/s download og 25-27 mbit/s upload hører nu til normalen i det meste af huset. Jeg har heller ikke oplevet problemer med trådløse kanaler, der forstyrrer hinanden, eller udfald i forbindelsen. Det indikerer bare, at selve netforbindelsen fra YouSee i hvert fald fungerer upåklageligt.

Jeg skal ikke længere slås med separate 5 GHz og 2.4 GHz netværk. Ét netværk ét navn. Resten finder systemet selv ud af med dækning på begge frekvensbånd.

I appen kan du se alle de enheder, der har trådløs forbindelse på dit netværk, og blokere adgang til den enkelte enhed, med ét tryk, hvis du ønsker det.

Er du nørdtypen, så er der mange parametre at skrue på i webinterfacet, men et langt stykke hen ad vejen, vil de fleste være rigeligt tjent med standardkonfigurationen.

Hvis dit hus er meget stort, kan der kobles flere satellitenheder på systemet.

BAGGRUND: Udnytter du den hastighed du betaler for?

Screenshots fra Netgears app

Konklusion: Netgear Orbi er stabilt Wi-Fi uden omvendt kasket

Internet skal bare virke. Der er ingen undskyldninger. Wi-Fi netværk der ligger tæt op ad hinanden, særligt i områder hvor der bor mange mennesker, kan give gråt hår af forstyrrelser og mange timers irritation.

Mange forkøber sig i stadigt hurtigere netforbindelser hos udbyderen, fordi de tror hastigheden er for lav, men faktisk har rigtigt mange ganske fine hastigheder. Det er internt i huset problemerne er.

Det rigtige Wi-Fi setup er guld værd for mange, og med Netgear Orbi behøver du ikke en omvendt kasket og IT-uddannelse. Åben pakken, følg guiden og appen, så kører det næsten af sig selv.

Da jeg ikke normalt tester Wi-Fi routere, men oftest blot bruger fra deres output, kan jeg heller ikke give en klokkeklar karakter. Jeg tør dog godt sige, at Netgear Orbi absolut kan anbefales. Det ligger i øvrigt fuldt på linje med hvad andre anmeldere, der har testet systemet, har oplevet.

Mit eneste ”hmmmmm” er prisen. 2.280 kroner vil Power have for det sæt jeg har testet. Allerede nu ved jeg, at mange vil synes det er VILDT dyrt. Særligt når Wi-Fi routere fås helt ned til 150 kroner. Omvendt kan man argumentere med, hvorvidt det er mange penge, hvis det rent faktisk virker.

Min oplevelse med Netgear Orbi AC2200 (RBK30) er, at jeg aldrig har haft så problemfrit Wi-Fi som nu. Og med SÅ enkelt en opsætning. Ikke engang min Apple Airport Time Capsule med Apple Airport Express i den anden ende, kommer op på dette niveau.

BAGGRUND: Hvilken hastighed på internetselskaberne markedsføre?

Mere til historien

Dette system fås også til virksomheder. Her skal du se efter Netgear Orbi Pro. Det lille hjemmesystem AC2200 (RBK30) har tre ethernetporte på bagsiden af hovedenheden. Satellitenheden har ingen ethernetporte. RBK40 er en større pakke, hvor også satellitenheden har netstik.


Om John G.

John G. er journalist, mobilekspert og foredragsholder. Han skriver artikler, analyser og anmeldelser til bl.a. Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. Du kan også opleve John G. som ekspert i medier som DR, Aftenshowet, Go’ Aften Danmark, TV 2 News og DR P3, samt en lang række radioer og udgivelser.