Del pladsen i iCloud med hele familien og spar penge

TIP: Lagringspladsen i iCloud kan nu deles med op til seks familiemedlemmer. Læs her hvordan du gør, og sparer penge på lagerplads i skyen.

Familiedeling

Deling af lagringsplads i Cloud sker via Familiedeling (Foto: MereMobil.dk)

Apple har, samtidigt med frigivelsen af iOS 11 gjort det muligt, at dele lagringspladsen i iCloud med alle familiemedlemmerne, hvis du bruger funktionen Familiedeling. Én stor samlet lagringsplads kan altså benyttes af alle, og du skal kun betale for lagringspladsen én gang.

Apple har aktuelt tre abonnementer. 50 GB til 7 kroner om måneden. 200 GB til 25 kroner om måneden og 2 TB der koster 69 kroner per måned. Det er kun 200 GB og 2 TB abonnementerne, der kan deles.

Så umiddelbart er der penge at spare, hvis flere i familien betaler f.eks. 25 kroner eller mere om måneden.

Men pas på. Ændringen kan blive en skjult prisstigning. Har du for eksempel kun to personer i Familiedeling, der hver har 200 GB plads, kommer du til at betale 19 kroner mere om måneden. Selvfølgelig får de to brugere mere plads, men bruger de eksempelvis kun omkring 120 GB af de 200 GB, så er vil der være en stor mængde plads, der ikke benyttes, men som der betales for.

GUIDE: 11 ting du skal vide om iOS 11

Omvendt har de to brugere kun 50 GB i forbrug hver, kan den ene udgift jo skæres væk, og prisen vil fremadrettet være 25 kroner om måneden.

Du skal have aktiveret Familiedeling for at kunne benytte deling af lagringsplads. Her finder du vores guide til at komme i gang med Familiedeling.

Sådan deler du lagringspladsen i iCloud

  1. Den person der er ”Arrangør” i Familiedeling administrerer delingen af pladsen.
  2. Gå til Indstillinger > Apple ID (klik på navn/billede øverst) > Familedeling
  3. Vælg iCloud-lagringsplads
  4. Tryk Del lagringsplan

En bruger der allerede har en lagringsplan kan du sende en invitation til, så denne kan skifte over på den fælles plan. Ens data forsvinder ikke ved at aktivere Familiedeling af lagringsplaner.

Hvis administratoren har en for lille lagringsplan, i forhold til medlemmernes datamængde, beholder den enkelte person den nuværende plan.

Alle enheder behøver ikke køre iOS 11 (eller MacOS High Sierra) for at kunne deles om pladsen. Det virker også på iOS 10 og MacOS Sierra.

Hvis du har en iPhone 7, eller nyere, kan du få billeder og videoer til at fylde cirka det halve. Her kan du læse guiden til hvordan du aktiverer mere effektiv lagring af fotos og video.

Mere til historien

Lagringspladsen er for den enkelte bruger tilgængelig på tværs af iPhone, iPad og Mac-computere.


Om John G.

John G. er journalist, mobilekspert og foredragsholder. Han skriver artikler, analyser og anmeldelser til bl.a. Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. Du kan også opleve John G. som ekspert i medier som DR, Aftenshowet, Go' Aften Danmark, TV 2 News og DR P3, samt en lang række radioer og udgivelser.