Her er den bedst sælgende iPhone 8

Særligt én udgave af iPhone 8 sælger godt, men salgsstarten tyder også på, at mange venter på iPhone X.

iPhone 8 farver

Space Grey iPhone 8 med 64 GB er den bedst sælgende konfiguration netop nu (Foto: Apple)

iPhone 8 er en eftertragtet vare, lyder det samstemmende fra salgskanalerne. 64 GB versionen af iPhone 8 sælger aktuelt bedst, fortæller YouSee, Telenor og 3.

Farven Space Grey er populær, men da Apple ikke har kunne følge med efterspørgslen, står det ikke mejslet i sten, at dette også farven som de fleste efterspørger. Ifølge Michael Bech, adm. direktør i Humac, er de mørke farver dog altid en eftertragtet vare.

Humac forventer ligesom andre salgskanaler, som eksempelvis 3, et godt salg af de nye modeller.

– ”Vi er ikke i tvivl om, at den nye iPhone kommer til at sælge godt, men naturligvis er der er stadig kunder, som venter på at den nye iPhone X kommer, før de beslutter sig. Det gælder nok især kunder, der overvejer iPhone 8 Plus,” siger David Elsass, direktør for privatmarkedet hos 3 til MereMobil.dk.

VIDEO: Se iPhone 8 blive udsat for vild tortur

Mindre efterspørgsel end ved iPhone 7

Generelt er det svært at få præcise detaljer fra salgskanalerne, når det kommer til iPhone-salget, men der har været talt om, at efterspørgslen på iPhone 8, i forsalg, er mindre end ved iPhone 7 salgsstarten.

Det billede vil Michael Bech gerne bekræfte. Årsagen skal findes i iPhone X, der lander fredag den 3. november, mener han. Humac-direktøren mener desuden, at der har været mindre interesse fra privatkunderne for iPhone 8, fordi de venter på det nye flagskib i Apples portefølje. Til gengæld har erhvervskunderne været meget interesserede i 8’eren, da iPhone 8, ifølge Humac, rammer et godt prispunkt for denne kundegruppe.

Når det er sagt så har Apple denne gang leveret større partier i første runde, end det tidligere har været tilfældet, og hos Humac kan man fortsat ikke købe telefonen i frit salg i butikkerne, grundet, at der er flere skrevet op på preorders end de leverede mængder kan afhjælpe. Humac håber at dette løser sig og iPhone 8 kommer i frit salg indenfor kort tid.

iPhone 8 og iPhone 8 Plus slår alle andre i ny kameratest

Kan købes ’fra gaden’

Det er forskelligt hvilke forhandlere, der har iPhones på hylderne til frit salg. Hos Humac går alle varer lige nu til forudbestillinger, og det er endda svært, at skaffe nok udstillingsmodeller.

Derimod har YouSee, Telenor, Telia og 3 varer på lager, men udvalget varierer fra butik til butik.

– ”Leveringsstatus er nu, at alle variationer af modeller, størrelser og farver er tilgængelige på Telia.dk. Ude i butikkerne varierer det fra butik til butik, hvad der er tilbage. Der er dog ingen butikker, der pt. kan tilbyde samtlige variationer. Men alle butikker har iPhone 8 på lager,” fortæller Telias pressechef Rasmus Avnskjold.

Nogenlunde enslydende er kommentaren fra Telenor.

– ”Vi har pt. alle modeller og farver på lager, og de kan både købes via vores hjemmeside Telenor.dk og i vores butikker. Nogle farver og modeller er der mere rift om end andre, og det betyder, at der i nogle butikker vil være få telefoner på lager,” siger Anne Faigh Rydell, pressechef i Telenor.

Her er forskellene på de nye iPhones

Mange venter på iPhone X

Afstemning iPhone 8 salgsstart

Hvis du skal købe en iPhone, hvilken model vil du så købe? Afstemning september 2017 (Grafik: MereMobil.dk)

Ifølge analysehuset Rosenblatt Securities blev der forudbestilt 1,5 millioner iPhone 8-telefoner på JD.com, en kinesisk e-handelsside, i de første tre dage, da forsalget startede. Til sammenligning blev der forudbestilt 3,5 millioner enheder af iPhone 7, da forsalget åbnede i 2016.

Selvom det lyder som en stor forskel, hører det med til billedet, at mange sandsynligvis venter på iPhone X til november.

På MereMobil.dk har vi kørt en relativt uvidenskabelig afstemning med spørgsmålet: Hvilken af de nye iPhones vil du købe. Her indikerer 69 procent at de vil købe iPhone X. iPhone 8 tegner sig for 20 procent, mens iPhone 8 Plus lander på den mindste interesse med 11 procent.

iPhone X er altså, ifølge tendensen i afstemningen, meget interessant for vores læsere.

iPhone X – alt du skal vide om den nye jubilæumsmodel

Købere som er i markedet for en stor telefon, som iPhone 8 Plus, er nok mere fokuseret mod den ultimative topmodel, der så for andre, eksempelvis iPhone 8-køberne, bliver for stor. Og måske også for dyr.

Selvom en pris omkring 10.000 kroner lyder helt vildt for en smartphone, så må vi også se i øjnene, at prisen reelt ikke betyder det store, da mange alligevel køber telefoner på afdragsordninger.

Jeg tror vældigt mange kun forholder sig til afdragene, og ikke hvad telefonen reelt koster.

Afdragene på iPhone 8 Plus (256 GB) er 253 kroner om måneden i 30 måneder hos 3. Apples kontantpris er 8.449 kroner. Kontantprisen på den tilsvarende iPhone X er 10.249 kroner. Så mon ikke afdragene på iPhone X vil ligge i omegnen af 300 kroner per måned.

Mere til historien

Selvom Apple har introduceret nye telefoner kan du stadig købe iPhone 6S og iPhone 6S Plus, topmodellerne fra 2015, der fortsat er fine telefoner til langt de flestes behov.


Om John G.

John G. er journalist, mobilekspert og foredragsholder. Han skriver artikler, analyser og anmeldelser til bl.a. Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. Du kan også opleve John G. som ekspert i medier som DR, Aftenshowet, Go' Aften Danmark, TV 2 News og DR P3, samt en lang række radioer og udgivelser.