Facebook løfter sløret for Facebook Watch – ny social serie-platform

En ny Facebook-tjeneste skal kombinere shows og social interaktion. Facebook Watch skal konkurrere med YouTube.

Facebook Watch (Foto: Facebook)

Forestil dig YouTube krydset med HBO og så lige tilsat en række sociale elementer. Det er i grove træk beskrivelsen til Facebooks nye tjeneste kaldet “Watch”. Initiativet skal samle de serier og programmer, som dine venner ser, kommenterer og deler. Det oplyser Facebook i et blogindlæg.

I første omgang ruller tjenesten ud til nogle få udvalgte testere. Men på sigt skal alle Facebook-brugere have adgang til Watch.

Facebook fortæller, at den ny-annoncerede tjeneste rumme en række shows. Men i første omgang vil der ikke være tale om serier, som man kender fra streaming-platforme som Netflix, HBO og Viaplay. I stedet satser Facebook på video-blogger som eksempelvis Gabby Bernstein. Dertil kommer der madvideoer i form af “Kitchen little”. Et koncept, hvor børn skal fortælle en kok om hvordan maden skal tilberedes. Mike Rowe kendt fra “Dirty Jobs” optræder også med en ny serie kaldet “Returning the Favor”.

Facebook lukker for Grupper på smartphonen

Ligesom en hvis anden amerikansk videotjeneste tilbyder Facebook også sine brugere mulighed for at følge deres yndlingsproducenter. Dermed misser man ikke nogle vigtige videoer, hævder Facebook.

I tråd med YouTube vil Facebook også give videoproducenterne mulighed for at tjene en skilling eller to på deres produktioner. Det skriver TechCrunch, der tilføjer, at 55 procent af reklameindtægterne ender hos dem, der står bag showet. De resterende 45 procent går til Facebook.

Watch er det seneste i en række af tiltag, der skal sætte større fokus på video hos Facebook. I starten af 2014 introducerede det sociale medie automatisk video-afspilning på langt de fleste platforme.

– Sådan gør du Facebook videoer lydløse

Sidste år fik amerikanerne sågar en fane i Facebook-appen, der udelukkende indeholder video. Dermed gjorde Facebook det klart, at man for alvor har rettet sigtekornet mod YouTube.

Mere til historien

Facebook har endnu ikke oplyst, hvornår Watch kommer til Danmark. Dertil kommer, at videofanen fortsat ikke er tilgængelig herhjemme.


Om Olav Fonager

Olav er freelance-journalist med en passion for mobiler dimser og gadgets. Han holder sig dagligt opdateret på de seneste nyheder indenfor teknologiverdenen.