DR påstår: Virksomheder mangler fiberbredbånd – vi tjekker

Mangler danske virksomheder virkelig fiberbredbånd? Det påstår DR i et tv-program. MereMobil.dk faktatjekker og følger spændt med.

Artiklen er opdateret 18/8-2017 kl. 22:34

Endnu engang har DR lavet en udsendelse omkring problemerne med at få leveret hurtigt bredbånd uden for de store byer. På MereMobil.dk synes vi også, at adgangen til lynhurtigt internet er meget vigtigt, men samtidig skal man også være klar over, at der findes store kommercielle interesser, der gerne ser, at staten bruger så mange skattekroner som muligt på at grave fiber ned.

 – Teleselskaberne jagtes som Muhammed tegnere

Sagen er nemlig, at det koster kassen for fiberselskaberne at grave fiber ned i den danske muld. Kunne man nu få staten til at betale en god del af denne omkostning, så bliver forretningen for disse selskaber markant bedre. Samtidig har en interesseorganisation som Landdistrikternes Fællesråd vundet meget goodwill på, højlydt at råbe op omkring landdistrikternes udfordringer med manglende adgang til bredbånd.

Så langt så godt. Problemet er blot, at de fleste danskere allerede har adgang til højhastighedsbredbånd via f.eks. teleselskabernes 4G LTE netværk, hvilket desværre alt for ofte glemmes af medierne.

Erhvervsvirksomheder har endvidere mulighed for hurtig internet via Teracoms landsdækkende trådløse netværk. Vi har faktisk omtalt disse forskellige løsninger flere gange på MereMobil.dk. Vi har også fortalt, hvordan man kan benytte disse løsninger.

 – Dårlig bredbåndsdækning: Medierne glemmer research

Dette faktum bliver dog behændigt ignoreret af specielt DR, som ser ud til at køre deres egen kampagne for fiberbredbånd til alle danskere. Som vi tidligere har dokumenteret, så har DRs journalister det med at glemme fakta, når emnet omhandler telebranchen. Derfor holder vi ekstra godt øje med DR, for danskerne skal have hele sandheden – og ikke den sminkede version, der lige passer ind i det verdensbillede, som DR forsøger at sætte op.

MereMobil.dk faktatjekker DR

Den seneste produktion fra DR har titlen ‘Langt fra Borgen’. Omtale af udsendelsen kan læses her.

I udsendelsen bruger DR et eksempel med en grafisk virksomhed på Djursland, som kun kan få en internetforbindelse på 5 Mbit/s download og 1 Mbit/s upload. Denne virksomhed har problemer med at sende store tunge filer. Derfor må de ofte lade computerne sende store filer om natten på grund af den ringe uploadhastighed. Dette problem bliver politikerne Magnus Heunicke (S) og Torsten Schack Pedersen (V) forelagt i udsendelsen.

I omtalen fremgår det blandet andet, at det tager 53 minutter at uploade en 2 minutter lang video til Facebook.

Mobilmast i Danmark (Foto: MereMobil.dk)

Mobilmast i Danmark (Foto: MereMobil.dk)

Nærværende artikel er skrevet, før vi har haft mulighed for at se udsendelsen. Men med DRs sædvanlige journalistiske standard, så er der ikke mange chancer for, at de har undersøgt sagen tilbunds.

Derfor har vi på MereMobil.dk hurtigt brugt fem minutter på at undersøge det, som DR garanteret ikke har brugt tid på. Vores artikel beror altså udelukkende på den omtale, som DR har sendt ud omkring programmet.

Hvad med fast mobilt bredbånd?

Hvordan kan vi så se om virksomheden kan få hurtigt bredbånd? Den hurtigste måde er, at slå adressen op på TDC (eller YouSee) dækningskort. TDC har landets pt. mest finmaskede 4G LTE netværk, hvor næsten alle sites kører på det langtrækkende 800 MHz frekvensbånd (og den højeste kapacitet på dette frekvensbånd). TDC er derfor altid et godt udgangspunkt for journalister, som ikke gider lave ret meget research.

 – Gør-det selv: Mobilt bredbånd til udkantsdanmark

Og hvad viser dækningskortet? Det viser hastigheder på mellem 50-100 Mbit/s ved udendørs dækning. Sagen er dog, at disse måler er teoretiske målinger, som tager udgangspunkt i den forventede hastighed fra en håndholdt smartphone, der bliver brugt i normal højde.

Hvis man derimod sætter en retningsbestemt antenne på taget og tilkobler en mobil bredbåndsrouter, så vil stabiliteten og hastigheden bliver markant bedre.

Vi kan i dette skrivebordseksempel ikke nøjagtigt sige, hvor høj uploadhastighed virksomheden kan få på adressen, men et godt estimat er en hastighed mellem 25-40 Mbit/s med den nuværende 4G LTE teknologi. Virksomheden har altså allerede her en oplagt løsning på problemet. Men bliver denne løsning præsenteret for seerne i udsendelsen?

Vi har på MereMobil.dk lavet en hel artikel omkring netop en sådan løsning.

På under fem minutter har vi på MereMobil.dk altså fundet en alternativ løsning for den virksomhed, som DR har brugt som case. Vi kunne sikkert finde flere.

Uploadhastigheden spiller en rolle

Nu sidder der sikkert en læser eller to, som straks udbryder, at det ikke er god løsning, vi har fundet. For TDC tilbyder kun mobilt bredbånd med maksimalt 500 GB data hver måned. Som det fremgår i omtalen af DR program, så har virksomheden kun 1 Mbit/s upload.

Det betyder, at kører forbindelsen 24 timer i døgnet med den maksimale upload i 30 dage hver måned, så kan virksomheden maksimalt overføre omkring 332 GB data.

Et abonnement fra TDC (YouSee) på 500 GB data vil altså kunne mere end rigeligt dække uploadbehovet, og hvis man overskrider grænsen på 500 GB data, så stopper forbindelsen via mobilt bredbånd ikke. Derimod nedsættes forbindelsens hastighed ned til 1 Mbit/s resten af måneden – altså en løsning, der ikke stiller virksomheden ret meget dårligere end i dag.

Vi venter med spænding på aftenens udsendelse for at se om DRs journalister har husket løsningen med fast mobilt bredbånd.

Opdateret 18/8-2017 kl. 22:34: Udsendelsen er nu online på DRs hjemmeside.

Tilføjet: Helt som forventet, så har DR ikke selv undersøgt mulighederne hos virksomheden, der bliver brugt som eksempel. Der bliver dog spurgt om virksomheden selv har undersøgt alternative løsninger, og svaret er: “Der er ikke nogen, der har kunnet byde ind”.

Det er så det svar, som seerne må leve med, og vi skal altså stole på, at virksomheden selv har undersøgt alle muligheder. DR har nemlig ikke gjort noget for at undersøge sagen nærmere i udsendelsen.

Hvis det lyder bekendt, så er det muligvis fordi det var samme situation sidste gang vi på MereMobil.dk undersøgte DRs manglende research.

Som vi har sandsynliggjort i denne artikel, så bør der være en mulighed med mobilt bredbånd. Det tog hele 5 minutters research…

I DRs udsendelse møder man også Mads Kronborg, der sammen med 103 husstande snart får hurtigt fibernet delvist betalt af staten. I udsendelsen ser man at Mads i dag må nøjes med en sløj mobilt bredbåndsforbindelse, som sidder i en trætop.

DR glemmer dog lige en lille detalje eller to – for Mads Kronborg har ganske korrekt dårlig mobildækning, men samtidig er området også udpeget som et af de områder, hvor mobilselskaberne har lovet at dække i forbindelse med licensauktionen over 1800 MHz frekvensbåndet.

Den halvsløje mobilt bredbåndsforbindelse kan altså udskiftes til en lynhurtig en af slagsen fra teleselskabet 3 inden 2019, hvor selskabet er forpligtet til senest at sikre dækning i området. Staten har altså tildelt områdets 103 husstande et tilskud til at grave fiber ned – en omkostning på 4,5 millioner – og samtidig har et teleselskab forpligtet sig til at levere mobilt bredbånd i selv samme område.

Spørgsmålet er så om det har været værd, at bruge 4,5 millioner skatte kroner på et problem, som bliver løst “gratis” af et mobilselskab? Desværre glemmer DR slags den faktuel information.

Mere til historien

I USA udruller flere teleselskaber i øjeblikket fast 4G LTE mobilt bredbånd i landområder. Dette gøres med offentlig støtte, da trådløse teknologier er den mest omkostningseffektive måde at levere hurtigt bredbånd til geografisk store landområder.


Om Johnny K. Olesen

Johnny er freelance-journalist med en meget bred viden indenfor forbrugerelektronik. Hans speciale er netværksteknologier, og andre usynlige teknologier, der er essentielle for forbrugernes oplevelse, men som ikke altid er synlige for dem.