Apple frigiver beta 8 af iOS 11

Den endelige version af iOS 11 nærmer sig mere og mere. Apple har nu frigivet beta 8 af iOS 11 til udviklere og den syvende til public betatestere.

Kontrolcenter på iPhone med iOS 11 (Foto: MereMobil.dk)

Kontrolcenter på iPhone med iOS 11 (Foto: MereMobil.dk)

Apple har nu frigivet den ottende betaversion af iOS 11 til udviklere, hvilket er den syvende version af iOS 11 til betatesterne. Det skriver MacRumors.com.

Dermed gøres der for alvor også klar til, at den endelige version ser dagens lys.

iOS 11 – alt du skal vide om den store opdatering

Det eneste Apple har meldt ud omkring opdateringen er, at den frigives i efteråret. Men rygterne svirrer om, at Apple vil offentliggøre nye iPhone-modeller i løbet af september. Og normalt frigives årets helt store iOS-opdatering kort efter dette event – da den selvfølgelig er installeret på de nyeste modeller fra salgsstarten.

iOS 11 kommer med en række ændringer, hvor blandt andet Kontrolcenter er ændret, samt en ny låseskærm.

En af de andre nyheder er ”Do Not Disturb While Driving”-funktionen, som virker rigtig interessant. iOS 11 kan detektere om bilen du er i kører. Ud fra registrering af f.eks. wi-fi netværk der suser hurtigt forbi kan telefonen fastslå om man befinder sig i en bil. Telefonens sensorer benyttes også til at fastslå om brugeren bevæger sig i en bil.

Når dette sker aktiveres en ”Do Not Disturb While Driving” funktion. På dansk ”Forstyr ikke under kørslen”. Sidder man med som passager, kan man markere, at man ikke kører bilen, hvorefter telefonen fungerer normalt.

Når forstyr ikke er aktiveret kan en autosvar-funktion i iMessage benyttes. Dermed kan folk der skriver en besked til den der kører, få et svar tilbage om, at man ikke er tilgængelig på grund af bilkørsel. Autosvarfunktionen sender til personer, der er tilføjet favoritter i Kontakter. Når Forstyr ikke under kørslen er aktiveret vil skærmen på iPhone være sort – altså slukket, med mindre man benytter navigation.

Du kan se hvilke Apple-enheder, der vil kunne opdateres til iOS 11 når opdateringen er klar.

Disse Apple enheder kan opdateres til iOS 11

Det ventes også, at Apple er klar med Golden Master versionen inden for den kommende uges tid. Hvis dette bliver aktuelt betyder det, at den endelige er lige på trapperne.

Mere til historien

Den seneste opgørelse fra Apple viser, at der er 87 procent af alle aktive iOS-enheder, der har iOS 10 installeret. Disse tal er fra 28. juli 2017.


Om Lene Birkeslund

Lene er IT-journalist. Siden 2006 har hun dækket mobilbranchen og utallige produktlanceringer. Hver dag er hun opdateret på den seneste udvikling og kommende trends.