Nu skal du mærke reklamerne på mobilen – prøv det her

Haptic Immersion er en ny teknologi, som vi snart vil se meget mere af. Teknologien sætter dine sanser i spil ved eksempelvis reklamer.

Haptic Immersion

Haptic Immersion

Ifølge Berlinske Business vil ny teknologi bringe følesansen i spil ved videoreklamer på mobilen. Teknologien inddrager for eksempel seeren ved hjælp af smartphonens vibrator.

– “Vi har altid brugt øret og øjet, men det er super sjovt, at du nu også kan mærke, hvad der sker. Vi kan begynde at bruge de features, der er på mobilen, som ikke kan bruges på en desktop eller et tv”, siger Mark Korsmann blandt andet til Business.

Ifølge Mark Korsmann, der er landechef i medievirksomheden AdColony, som er eneste udbyder teknologien i Danmark, så havde den nye teknologi en positiv effekt, da reklamer med den nye Samsung Galaxy S8 ramte de danske skærme.

Netop på vores mobiltelefoner havde reklamen en ekstra dimension. I reklamens midte gik skærmen i sort, og teksten “tap to unbox your phone” dukkede op, skriver Berlingske Business. Mobil-seeren kunne trykke på skærmen, hvorefter en kraftig vibration spredte sig fra telefonen til fingrene. Videoen illustrerede samtidig, at skærmen splintredes.

Kun på Android – indtil videre

Haptic Immersion hedder teknologien, som kun virker på Android-telefoner, da Android er den eneste platform, der har tilladt, at apps kan benytte teknologien. Mark Korsmann forventer, at Apple følger trop i 2018.

Men det er ikke kun vibratoren, som kan aktiveres. Haptic Immersion kan for eksempel også sløre skærmbilledet, så seeren skal lægge sin finger på for at gøre billedet skarpt igen, fortæller Mark Korsmann.

– “Det kan også være, at der kommer en jeep kørende i en reklame, og så sprøjter den sand op på skærmen. Seeren skal bruge sin finger til at skrabe sandet væk igen, hvorefter skærmbilledet bliver klart”, forklarer Mark Korsmann og forventer, at der inden udgangen af i år vil dukke flere Haptic Immersion-reklamer op.

Prøv det selv

Hvis du har en Android telefon med Chrome browser så kan du på Immersion.com afprøve en demovideo, der viser teknologien i praksis.

Demoen viser hvor vigtigt det er, at vibrationer og billeder er hundrende procent synkroniseret. På vores testenhed, Pixel XL, var vibration og billede lidt ude af sync. Vi noterede os også et overdreven brug af funktionen, der måske udvandede effekten.

Du kan også hente en app til Android med flere demoer.

Mere til historien

Ordet “haptic” eller “haptisk” stammer fra det græske ord “haptikos” og betyder “vedrørende følelsen af berøring” eller “baserer sig på berøring”, og dækker således over aktiviteter, hvor informationer modtages gennem huden og berøringssansen. Immersion oversættes i denne forbindelse nok bedst med “fordybelse”.

Tags:

Om Peter Bergman

Peter er freelance-skribent og skriver mest flow-nyheder og news you can use.