Vigtigt: Er du Tjeep kunde så se her

Kunder som ikke har reageret, efter lukningen af Tjeep for en uge siden, skal op af stolen nu, hvis forbindelsen ikke skal lukkes.

(Foto: Tjeep)

Tjeeps kunder skal være aktive for ikke at miste forbindelsen. (Foto: Tjeep)

Tjeeps kunder blev for en uge siden reddet af Greentel, der på målstregen, før lukningen af op imod 20.000 mobilabonnementer, overtog aktiviteten Tjeep.

De kunder som endnu ikke har været i kontakt med Greentel, og forholdt sig passivt, skal op af stolen. Skæringsdatoen er 1/7 2017 klokken 23:59. Har man ikke foretaget sig noget, lukkes der for udgående opkald, SMS og data.

– ”Flytningen skal være afsluttet den 4/7 2017 eller mistes forbindelsen helt. Dem der endnu ikke har svaret på vores mail omkring situationen har i dag (fredag) fået en SMS fra os. Her kan de vælge at lukke nummeret, portere til et andet selskab, eller fortsætte som kunde hos os. Kunderne er nødt til at foretaget et aktivt valg,” fortæller Poul Tarp, bestyrelsesformand i Tjeep til MereMobil.dk.

Dermed er det sidste udkald for de kunder, der endnu ikke har fundet et andet selskab, eller blot ikke har reageret på Greentels henvendelse. Greentel har lidt mere praktisk information til Tjeeps kunder på deres hjemmeside.

Kunder som får forbindelsen lukket for udgående opkald, SMS-beskeder og data, vil blive genåbnet så snart de kontakter Greentel.

Flytningen af Tjeeps kunder er i gang

Uklarhed omkring Tjeeps konkurs

Frem til fredag eftermiddag (30. juni 2017) har der været uklarhed omkring selve konkursen af Tjeep. Dette førte ifølge ITWatch til, at fagforeningen HK torsdag sendte medarbejderne tilbage på arbejde.

Formanden for HK Service Hovedstaden, René Knudsen, har overfor IT-Watch kaldt det for ”en underlig proces”.

Overfor MereMobil.dk bekræfter advokat Nicolai Dyhr fra Horten Advokatpartnerselskab, at selskabet Tjeep A/S er taget under konkurs.

– ”Det konkursramte Tjeep A/S er et rettighedsselskab, mens Tjeep Mobil ApS er driftsselskabet. Det er alene Tjeep A/S,  der er erklæret konkurs, i hvilken forbindelse jeg er udpeget som kurator. Tjeep Mobil ApS er fortsat i drift. Der er indgået en overdragelsesaftale, hvorved kunderne er overdraget til Greentel. Efter det oplyste vil de medarbejdere, der er ansat i Tjeep Mobil ApS få deres løn,” fortæller Nicolai Dyhr, til MereMobil.dk.

Han oplyser endvidere, at Greentel arbejder på at få flyttet kunderne over til sig.

– ”Jeg har fået forelagt overdragelsesaftalen, og den har jeg ikke umiddelbart i sinde at modsætte mig på boets vegne.”

Ifølge Greentel skal de have kunderne over på deres platform senest den 5. juli 2017.

Mere til historien

Da Telenor og Telia benytter det samme netværk vil kunder der skifter fra Tjeep til Greentel ikke opleve en forskellen i dækningen.

Tags: ,

Om John G.

John G. er journalist, mobilekspert og foredragsholder. Han skriver artikler, analyser og anmeldelser til bl.a. Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. Du kan også opleve John G. som ekspert i medier som DR, Aftenshowet, Go' Aften Danmark, TV 2 News og DR P3, samt en lang række radioer og udgivelser.