Giv børn et godt online-liv: Donér din gamle mobil

TDC og Børns Vilkår har startet en indsamlig af gamle mobiltelefoner. Pengene går ubeskåret videre til Børns Vilkår.

Det skulle gerne være trygt og positivt for vores børn at færdes på de sociale og digitale medier. Men alt for mange børn bliver drillet og chikaneret på de digitale platforme. Samtidig ved forældrene sjældent, hvordan de kan guide deres børn til et mere sikkert og trygt fællesskab på digitale og sociale medier.

Sådan skriver TDC Group og Børns Vilkår i en pressemeddelelse.

Og hvis vi ikke selv har haft mobning inde på livet, så kender vi sikkert en der har oplevet drillerier, som er gået over i regulær mobning.

Med mobilindsamlingen kan alle danskere donere deres gamle mobiltelefon. TDC Group vil efterfølgende sørge for, at den bliver solgt til genanvendelse. Pengene fra salget gives ubeskåret til Børns Vilkår, så Børns Vilkår fortsat kan udvikle nye redskaber til, at forældre kan hjælpe deres børn til et godt digitalt liv uden mobning og eksklusion.

– “Vi tager gerne medansvar for, at børn tager del i og udvikler gode digitale fællesskaber, fordi vi er med til at gøre Danmark digital med investeringer i teknologier, der forbinder mennesker. Men vi skal sikre, at vi bringer vores børn ind i det digitale fællesskab på en ansvarlig måde. Derfor vil vi sammen med Børns Vilkår sørge for, at forældrene får den nødvendige viden til at rådgive deres børn om for eksempel brugen af deres første mobiltelefon”, siger Jens Aaløse, koncerndirektør, TDC Group.

Sådan donerer du din mobil

Alle kan donere gamle mobiltelefoner i landets 44 YouSee-butikker og i en af de fire YouSee On Tour biler. Erhvervsdrivende afleverer gamle mobiler i en af de 15 TDC Erhvervscenter butikker eller direkte til Account Managers i TDC Erhverv.

Hvis man samler mobiler ind i virksomheden, kan BlueCity sende en pakke-label. Ved indsamling af mere end 30 mobiltelefoner tilbyder TDC at hente telefonerne direkte hos den enkelte virksomhed.

Mere til historien

De brugte mobiltelefoner sendes til et produktionscenter, hvor det sikres, at telefonen virker og ikke er meldt stjålet. Det er imidlertid privatkunders eget ansvar at slette data via ”indstillinger” på deres mobil, inden at de donerer den.

Tags:

Om Peter Bergman

Peter er freelance-skribent og skriver mest flow-nyheder og news you can use.