Hvornår udraderes iOS af Android?

BLOG: Android går sin sejrsgang over alt på kloden, og så melder det store spørgsmål sig: Hvornår vinder Android og udraderer iOS? Her er mit bud!

iOS (Foto: Heiko)

iOS udraderes snart af Android (Foto: Heiko)

iOS mod Android – den klassiske kamp, der kan få enhver nørd helt op i det røde felt. Det er den kamp denne artikel omhandler, og det er en følelsesladet kamp, der ligesom flygtningedebatten eller den evindelige diskussion om ananas på pizza, kan få fornuften til at forsvinde.

For et medie som MereMobil.dk fokuserer vi ikke så meget på denne kamp, for det er sådan set sjovere at skrive om den generelle teknologiske udvikling. Jo vi bemærker selvfølgelig, hvordan kampen blive udkæmpet i kommentarsporet under vores artikler, men det er ikke en kamp, der har ret meget fokus i vores daglige nyhedsformidling. Det er dette følsomme emne vi skal tale lidt om her.

- Artiklen fortsætter efter annoncen -

For hvornår udraderer Android egenligt iOS? Mit bud er indenfor de næste tre år, men hvorfor overhovedet diskutere emnet?

Her er nyhederne i Android O

Ny smartphone ændrede min holdning

Baggrunden for dette indspark er, at jeg for et par måneder siden investerede i en ny midlertidig smartphone. Modsat vores redaktør John G. så skifter jeg ikke telefon ligeså tit, så min oplevelse med udviklingen af smartphones sker mere i ryk, hvor jeg meget tydeligt bemærker udviklingen og forskellen på de forskellige smartphones og styresystemer.

Min holdning har indtil videre været, på trods af ejerskab af utallige Android smartphones og tablets, at Apple simpelthen har haft alle fordelene på deres produkter – udover  selvfølgelig prisen. Apples styresystem har altid virket flydende, hvor man ofte kunne opleve mindre problemer med Android.

Applikationerne til iOS har traditionelt også været langt mere finpudset ligesom applikationerne ofte udkom til iOS først. Samtidig har iOS haft et større udvalg af f.eks. tabletoptimerede applikationer, og nye features såsom Wifi calling og VoLTE er tilgængelig mange forskellige Apple smartphones, mens de samme features på Android kun er tilgængelig på en håndfuld modeller. Derudover tilbyder iOS simpelthen en mere finpudset oplevelse, hvor små detaljer såsom forældrekontrol faktisk virker overraskende velgennemtænkt.

 – TIP: Familiedeling på iPhone og iPad – sådan kommer du i gang

På den anden side vil Android fans sikkert påstå, at Android kan personificeres og tilpasses på 117 forskellige måder, hvilket iOS slet ikke kan på samme måde, selvom der dog er gjort store fremskridt på den front de seneste par år.

Men tilbage til min ny anskaffelse. Jeg var på udkig efter en midlertidig telefon til en rimelig pris, og eftersom Huawei har gjort store fremskridt de seneste par år, så var det på tide af se, hvor langt Huawei egenligt er kommet. Jeg købte mig derfor mellemklasse modellen Huawei P9 lite, og jeg blev positivt overrasket.

Nokia kommer tilbage på Android – derfor er det realistisk

Overraskelsen var stor

Jeg havde faktisk forventet, at jeg ville finde et par små fejl ved den nye telefon. Der gik da også kun et par timer, før jeg havde fundet et par små ting, der irriterede mig. Men det var i småtingsafdelingen, såsom at man manuelt skal vælge HDR i kameraet, og at smartphonen er lidt langsom til at installere applikationer. Der var lidt med hastigheden, når der skulle startes applikationer, og der var nogle få ting, som jeg fandt ulogisk, såsom den indbyggede strømbesparer, der konstant fortalte mig, at applikationer i baggrunden brugte for meget strøm.

Men det var småting, og da jeg den anden dag fik telefonen opgraderet til Android 7.0 Nougat, så forsvandt de fleste af disse små irritationsmomenter – selv delen med HDR indstillingen i kameraet. Smartphonen kører nu helt flydende og det grafisk udtryk i styresystemet er blevet mere moderne. Her skal det selvfølgelig siges, at introduktionen af Huaweis EMUI 5.0 brugerflade hjælper oplevelsen godt på vej.

Oplevelsen er nu så god, at jeg faktisk tør give telefonen til min svigermor, vel vidende, at jeg er den første hun ringer til, når skidtet ikke virker. Huawei P9 Lite har altså bestået “svigermor testen”, og det siger altså ikke så lidt om, hvor moden Android er blevet – i hvert fald for mig.

 – TEST: Huawei P9 Lite – imponerende til prisen

Det fik mig til at tænke lidt over Android platformen, og pilen peger i én retning; Jeg er nu langt om længe blevet overbevist om, at Android efter mange års tilløb er kommet på niveau med iOS, og så melder det store spørgsmål sig; Hvornår vinder Android og udraderer iOS?

Android tager førertrøjen på

Man kan måske sige, at Android for længst har sejret over iOS eftersom Android sidder tung på verdensmarkedet. De inkarnerede Android fans sikkert råbe højt om, at Android længe har været på et niveau, som kunne lammetæve iOS.

Jeg vil dog tillade mig at påstå, at det først er med Android 7.0 Nougat, at Android for alvor er rykket op på samme niveau som iOS, ligesom Google Play applikationsbutikken også først på det seneste for alvor er kommet på omgangshøjde med Apples App Store.

Her ser jeg kampen mellem Android og iOS lidt ligesom bilbranchen. VW’s Golf sidder også på en mindre markedsandel, men alligevel er det altid denne model, som alle andre bilmærker bliver benchmarked op imod. Den rolle har iOS også længe haft, og Android har indtil videre halset efter iOS.

Traditionelt har applikationsudviklerne tjent flere penge på salg af applikationer på iOS, da mange Android applikationer har satset på en reklamefinansieret model i stedet for betalingsapplikationer. Det har haft den betydning, at antallet af solgte apps var mange gange højere i Google Play end i App Store, men indtjeningen i App Store var samtidig langt højere målet i kroner og øre.

Næste søm i ligkisten er, at der nu er begyndt at florere flere rygter om, at indtjeningen i Google Play nu er højere end i Apples butik. Dermed kan udviklernes fokus måske ændre sig, hvilket kan blive et reelt problem for Apple, der har en markant mindre brugerbase.

Alt dette peger i mit hoved på, at Android kommer til at tromle henover iOS i løbet af ganske få år. Det bliver Symbian om igen, men denne gang er ofret iOS.

Din mening?

Kampen mellem Android og iOS er et følsomt emne, og jeg mener vitterligt, at storhedstiden for iOS er ovre. Men hvad mener du kære læser? Har du en mening om emnet? Vil Android udradere iOS i løbet af tre år? Er jeg tosset – slår Apple tilbage? Kom med dit besyv i kommentarfeltet herunder.

Mere til historien

Android havde i tredjekvartal 2016 en markedsandel på 86,8 procent. iOS kom ud med 12, 5 procent. Windows Phone opnåede kun 0,3 procents andel, ifølge IDC.


Om Johnny K. Olesen

Johnny er freelance-journalist med en meget bred viden indenfor forbrugerelektronik. Hans speciale er netværksteknologier, og andre usynlige teknologier, der er essentielle for forbrugernes oplevelse, men som ikke altid er synlige for dem.