Vi har prøvet Samsung Galaxy S8 og Galaxy S8+

WEB-TV: Samsung Galaxy S8 og S8+ er fede telefoner. Sådan er førstehåndsindtrykket efter vi har prøvet Galaxy S8’erne. Se med her.

Ny type hjemknap

Samsung Galaxy S8 og S8+ (Foto: MereMobil.dk)

Samsung Galaxy S8 og S8+ (Foto: MereMobil.dk)

I månedsvis har der været spekuleret, gættet og lækket, men nu er Samsungs to nye topmodeller ude af posen. MereMobil.dk har brugt et par timer i selskab med Galaxy S8 og S8+. Vores første tanker er, at det her virkelig ser spændende ud.

Overblik: Det skal du også vide om Galaxy S8 og S8+

Da Samsung gik fra Galaxy S5 til Galaxy S6 og S6 Edge var det et kæmpe spring, mens afstanden til Galaxy S7 og S7 Edge var markant kortere. Nu lader det til, at Samsung tager endnu et spring. Galaxy S8’erne er i hvert fald anderledes.

Flere steder i telefonerne introduceres ny teknologi. Det mest markante er nok hjemknappen, som nu ikke længere er en fysisk knap. I stedet sidder en trykfølsom sensor under glasset. Man kan ”trykke sig hjem” fra ethvert sted i telefonen, også uden hjemknap-grafikken vises. Det minder om hjemknappen på iPhone 7 og 7 Plus, hvor en sensor også kombineres med en lille vibrationsmotor.

Fingeraftrykslæseren findes nu på bagsiden ved siden af kameralinsen.

Galaxy S8 og Galaxy S8+ – specifikationer

Stor, men stadig mindre

Galaxy S8 har en skærm på 5,8 tommer, mens Galaxy S8+ er helt oppe på 6,2 tommer. Det lyder voldsomt på plusmodellen, men hold fast. Selve telefonen er faktisk smallere og vejer mindre en iPhone 7 Plus, der kun har 5,5 tommer skærm.

På Galaxy S8 er telefonen 2 millimeter kortere end Galaxy S7 Edge, og 4,5 millimeter smallere. Skærmen er så i øvrigt blevet 0,3 tommer større.

Galaxy S8 Galaxy S7 Edge Galaxy S8+ iPhone 7 Plus
Skærm 5,8” 5,5” 6,2” 5,5
Mål i mm 148.9 x 68.1 x 8.0 150.9 x 72.6 x 7.7 159.5 x 73.4 x 8.1 158.2 x 77.9 x 7.3
Vægt i gr 152 157 173 188

Ny betjeningsform

App-menuen hentes frem på S8’erne ved at swipe fingeren op eller ned midt på skærmen. Samsung går således væk fra app-knappen, der altid har været en del af bundlinjen. Ud fra demotelefonerne at dømme, så har Samsung endnu engang ryddet op i brugerinterfacet. Det bliver spændende hvor meget bloatware, der ender ude på salgsmodellerne.

Batteriet i telefonerne kan oplades med den medfølgende hurtiglader. Derudover understøttes trådløs opladning (kompatibel med WPC og PMA).

Samsung fortsætter med always on displayet, og leverer på Galaxy S8 og S8+ et kamera på 12 megapixels opløsning med optisk billedestabilisator.

Designet er helt vanvittigt flot når man ser det live, og trods de store skærme har telefonerne en lethed over sig. Muligvis på grund af de afrundede kanter, der næsten kan få konkurrenterne til at fremstå klodsede. Samsung gør brug af samme skærmformat, som LG på deres topmodel G6.

 – LG G6 er officiel – nyt skærmformat

Op mod salgsstarten fredag den 28. april 2017 vil jeg naturligvis bringe en stor anmeldelse af telefonerne, men lad mig sige det sådan, at det starter godt.

Det koster Galaxy S8 og S8+ i Danmark

Mere til historien

I Danmark kommer Galaxy S8 og S8+ med 64 GB hukommelse. Farverne bliver sort, grå og sølv. I øvrigt har Galaxy S8 og Galaxy S8+ kun 4 GB RAM, hvorimod mange konkurrenter efterhånden har 6 GB RAM.


Om John G.

John G. er journalist, mobilekspert og foredragsholder. Han skriver artikler, analyser og anmeldelser til bl.a. Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. Du kan også opleve John G. som ekspert i medier som DR, Aftenshowet, Go' Aften Danmark, TV 2 News og DR P3, samt en lang række radioer og udgivelser.