Telmore justerer Play-abonnementet

Mofibo udgår af Telmore Play, men erstattes. Musiktjenesten er desuden opdateret i forbindelse med en justering af Telmores play-abonnement.

Telmore Play, logo fra maj 2016 (Foto: MereMobil.dk)

Telmore Play, logo fra maj 2016 (Foto: MereMobil.dk)

Et mobilabonnement i dag er flere steder meget mere end blot telefoni, SMS og MMS. Flere og flere tele- og mobilselskaber har forskellige pakker, som giver kunderne meget mere. Og i takt med de mange tilbud, så får kunderne også et større krav til telefoni-delen såvel som underholdningsdelen.

Det betyder også, at teleselskaberne skal være omstillingsparate og fleksible. Derfor har Telmore nu justeret i deres Play-univers. De lavede også en relancering af Telmore Play i efteråret 2016.

- Artiklen fortsætter efter annoncen -

 – Telmore relancerer deres Play abonnement

Bogtjenesten Mofibo er ikke længere med i Telmore Play efter svenske Storytel har opkøbt dem. Men det er stadigvæk muligt, at læse e-bøger. Den internationale e-bogstjeneste Bookmate er nemlig blevet en del af universet.

– ”Vi arbejder konstant på at forbedre vores Play-univers, så vi kan tilbyde vores kunder markedets bedste produkt. Og i forbindelse med at Storytel har overtaget Mofibo, er det blevet besluttet, at de træder ud af vores play-pakke. Det har til gengæld givet os mulighed for at få en stor international e-bogstjeneste med ombord, så vi nu kan tilbyde vores kunder endnu flere titler at vælge imellem,” fortæller administrerende direktør i Telmore, Jens Grønlund.

 – Telmore Play kan starte ny mobilkrig

E-bøgerne har været vigtige for mange af Telmores kunder når de har tilvalgt Play-universet. Derfor har det også været vigtigt, at få en ny mulighed efter Mofibo har trådt ud af Play-pakken.

– ”Vi kan se, at en stor del af Telmores kunder vælger vores Play-univers netop på grund af den lette adgang til tusindvis af bøger. Derfor har det været en højprioriteret opgave at finde den helt rigtige samarbejdspartner, som kan levere netop dette. Og det kan Bookmate,” forklarer Jens Grønlund.

Musikken prioriteres også

Telmore har også givet musikken en opgradering. Telmore Play kunder har nu adgang til mere end 30 millioner musiknumre. Desuden er brugerfladen blevet forbedret forbedret, og lydkvaliteten har fået et skub i den rigtige retning.

Jens Grønlund Nielsen

Jens Grønlund Nielsen, direktør i Telmore fra 24. august 2015.

– ”Vi kan se, at vores kunder er meget begejstrede for de tjenester, som ligger udover den rene telefoni. Og de mange kunder, som har valgt Telmore Play, vil vi gerne gøre noget ekstra for. Derfor har vi investeret i en forbedret musikplatform, og samtidig får vores læseglade kunder også adgang til et større bogudvalg,” siger Jens Grønlund.

Mere end hver fjerde kunde hos Telmore har et abonnement, der indeholder mere end blot telefoni.

Mere til historien

Med Bookmate får du adgang til 16.000 danske bogtitler, hvilket er nogenlunde samme antal du finder på Mofibo. Oveni er der også et meget stort antal internationale titler, inklusive flere end 300.000 engelsksprogede titler. I løbet af foråret forventes det endvidere, at der bliver lanceret et omfattende katalog af lydbøger.


Om Lene Birkeslund

Lene er IT-journalist. Siden 2006 har hun dækket mobilbranchen og utallige produktlanceringer. Hver dag er hun opdateret på den seneste udvikling og kommende trends.