Sådan opdaterer du iPhone eller iPad til ny iOS

TIP: Hvordan opdateres iPhone eller iPad til den nyeste iOS? Her guider vi dig til opdatering af iOS på iPhone og iPad.

Macbook (Foto: FirmBee)

Opdatering til en ny iOS-version kan gøres uden brug af computer (Foto: FirmBee)

Apple har netop frigivet den nyeste iOS-opdatering, har du både læst og hørt flere steder, men du er i tvivl om, hvordan du opdaterer din egen enhed.

Her guider vi dig trin for trin, så du ved, hvad du skal gøre for at få opdateringen ned på din iPhone eller iPad.

Faktisk kan du opdatere din iPhone eller iPad på to forskellige måder – enten på selve telefonen eller via iTunes på en PC eller Mac. Det er uden tvivl direkte på telefonen, der er det letteste.

Inden du går i gang med at opdatere telefonen, så skal du være sikker på, at din iPhone eller iPad understøtter den seneste opdatering. Eksempelvis er iPhone 4S og fremefter de iPhones, som er understøttet med iOS 9 softwaren fra Apple. Uanset hvad er det vigtig med den absolut seneste version, der er understøttet på den pågældende enhed, installeret.

Du kan ikke gøre noget galt. Det er nemlig kun muligt, at installere opdateringen hvis telefonen understøtter den.

Vigtigt før opdatering!

  • Du skal tilslutte din iPhone eller iPad til et trådløst netværk (Wi-Fi) for at hente opdateringen.
  • Enheden skal have mindst 50 procent tilbage på batteriet eller være tilsluttet opladeren.
  • Lav backup af din telefon inden du opdaterer.
  • Du skal bruge PIN-koden til SIM-kortet og loginoplysninger til dit Apple ID

TIP: 10 tips der forlænger batteritiden på din iPhone

Sådan opdaterer du din iPad eller iPhone

1. Vi anbefaler du først tager en sikkerhedskopi af alle dine data. Det kan ske via iCloud eller på en computer med iTunes. En sikkerhedskopi tages ved, at gå ind i ”Indstillinger” – ”iCloud” – ”Sikkerhedskopi” – ”Sikkerhedskopier nu”. Vent til sikkerhedkopieringen er færdig.

2. Nu er du klar til, at downloade den nye softwareopdatering. Dette gøres i ”Indstillinger” – ”Generelt” – ”Softwareopdatering”. Her vil stå om din enhed er ajour eller om der ligger en opdatering klar.

3. Er der en opdatering klar, så skal du blot vælge “Opdater” og bekræfte dit valg, samt brugerbetingelser. Herefter er det blot at vente. Din iOS-enhed vil først downloade softwaren og derefter installere den på din enhed. Du må ikke slukke din enhed mens dette står på. Skærmen må dog gerne gå ud.

4. Når opdateringen er færdig skal enheden indstilles, men her kommer der vejledning på skærmen, som du blot skal følge.

Mere til historien

Du kan altid tjekke om din iPhone eller iPad har den seneste software. Dette gøres ved at gå ind i ”Indstillinger” – ”Generelt” – ”Softwareopdatering”.

Om Lene Birkeslund

Lene er IT-journalist. Siden 2006 har hun dækket mobilbranchen og utallige produktlanceringer. Hver dag er hun opdateret på den seneste udvikling og kommende trends.