Huawei P9 – den nye outsider

Kraftig hardware, god skærm og et fint kamera skal gøre en forskel. Her kan du møde Huawei P9.

Huawei P9 (Foto: Huawei)

Huawei P9 (Foto: Huawei)

Trods en placering som nummer tre blandt de førende smartphone-producenter i verden, er Huawei stadig en lille spiller, som skal bevise sit værd, og hvor produkterne ikke sælger sig selv.

Huawei kan ikke, som Samsung og Apple, forvente et automatisk grundsalg. Der skal kæmpes fra sten til sten. Et faktum er, at Huawei i Danmark ikke længere er en man ikke skal regne med eller tage seriøst. Salgstallene ligger side om side med Sony, og Huawei er i dag større end både HTC og LG.

- Artiklen fortsætter efter annoncen -

Sidste års brede topmodel, Huawei P8 samt den billigere Huawei P8 Lite, har solgt godt i lang tid, og over året befundet sig flere gang i top 10 på teleselskabernes salgshitlister.

Nu er Huawei P9 lanceret, og her bliver det spændende. P9 skal nemlig følge op på den positive modtagelse fra forlængeren samt erobre nye markedsandele.

P9 lægger sig ud med de store

Huawei P9 (Foto: Huawei)

Huawei P9 (Foto: Huawei)

Huawei P9 kommer med en skærm på 5,2 tommer, der har opløsningen 1080 x 1920 pixles (Full HD). Ovenpå ligger det brudstærke Gorilla Glass 4, som er den hidtil seneste industristandard for hærdet glas. Corning, der står bag, leverer også tilsvarende glas til konkurrerende mobilproducenter.

Det er interessant, at Huawei stadig holder fast i Full HD opløsningen, og ikke som Samsung går højere op. Du får altså ikke den højeste skærmopløsning på markedet, men det med god grund.

Jo højere opløsningen bliver, jo mere skal grafikprocessoren arbejde, og jo mere strøm bruges der. Når ret skal være ret kan man stort set ikke se forskel på en Full HD skærm og dem med 2K-opløsning som f.eks. Samsung benytter.

Versionen med 32 GB intern hukommelse har 3 GB RAM mens der er 4 GB i P9’eren med 64 GB hukommelse. Der er mulighed for udvidelse af hukommelsen med MicroSD-hukommelseskort.

Motoren er en af de nyeste processorer fra Huaweis egen processorvirksomhed HiSilicon. Modellen er Kirin 955 (64 bit) mens grafikprocessoren er Mali-T880 MP4. Der er tale om en 64 bit processor på 2,5 GHz. Detaljerne er Octa-core (4 x 2.5 GHz A72 + 4 x 1,8 GHz A53)

Stor kameraopgradering

Heller ikke Huawei er længere overfokuseret på pixelopløsningen i kameraet. Nu handler det lige så meget om den omkringliggende teknik som sensor, optik og software.

Huawei har indgået et samarbejde med linseproducenten Leica, som har leveret det 12 megapixels dual-linse kamera der sidder i P9. Der er både laserassisteret autofokus, billedstabilisator og dobbelt LED-fotolys (dual tone). Billedstabilisatoren er ikke optisk, men softwarebaseret.

Kameraerne er bygget op således, at det ene er et RGB-kamera, som opfanger farverne. Det andet er monokrom, der opfanger detaljer i sort/hvid. Det skulle tilsammen skabe billeder som er rige på farver, dybde og detaljer, ifølge Huawei.

De to linser skulle også være en fordel i svagt lys.

Frontkameraet har en opløsning på 8 megapixels.

Ved præsentationen af Huawei P9 virkede hele kameradelen fantastisk lovende, men om billedkvaliteten kommer i nærheden af hvad Samsung Galaxy S7 produkterne kan levere, må den endelige test af P9 vise. S7 og S7 Edge er tidligere af DXO Mark udråbt til de telefoner, som aktuelt tager de bedste billeder.

Sæt fingeren på bagsiden

Huawei fortsætter konceptet med fingeraftrykslæser på bagsiden, lige ud for pegefingeren, samt en on-screen hjemknap, i stil med hvordan Android oprindeligt er tænkt.

P9 er født med Android 6.0 Marshmallow med brugerfladen EMUI lagt oven på. I P9 er det EMUI version 4.1. Med Mate 8, det hidtil seneste businessrelaterede topprodukt fra Huawei, fungerede EMUI fantastisk godt, og der var virkelig ryddet op i børnesygdommene i forhold til tidligere produkter. Der er ingen grund til at tro, at P9 skulle fungere dårligere på dette punkt.

Læs om priserne på Huawei P9 i Danmark

EMUI placerer alle ikoner og genveje direkte på hjemmeskærmene, uden at gemme noget i en underliggende app-liste, og sådan har Huawei gjort i lang tid. Der er stor fornuft i fremgangsmåden, da Google har talt om, at fjerne applisten fra kommende Android-versioner, og i Galaxy S7’erne så vi for første gang Samsung, gøre det muligt for brugeren at få den samme type brugeroplevelse.

Er Huawei P9 interessant?

I forhold til den positive linje Huawei har lagt de seneste år tegner P9 til at blive et super interessant produkt. Huawei har helt fra begyndelsen haft stort fokus på batteritiden, og dette kan, hvis telefonen ellers fungerer godt, være en vigtig faktor for mange. Kapaciteten på batteriet i P9 er 3.000 mAh.

Telefonen er designet i aluminum og vejer 144 gram. Den måler 145 x 70,9 x 6,95 mm.

Jeg tror ikke Huawei vil hente ret mange kunder fra inkarnerede Samsung eller Apple fans, men de har potentiale til at få tvivlerne i tale. Særligt dem der ”i hvert fald IKKE” vil have HTC eller LG.

Huawei P9 lander i Danmark den 2. maj 2016. Prisen bliver 3.999 kroner uden abonnement – markant lavere end konkurerende topmodeller.

Huawei har også præsenteret en større udgave af P9 med navnet Huawei P9 Plus.

Mere til historien

Huawei P9 benytter den nye USB-standard, kendt som Type-C. Denne findes også i Nexus 6P som Huawei stod bag, og producenterne forventes over tid, at gå over til denne nye stikforbindelse.


Om John G.

John G. er journalist, mobilekspert og foredragsholder. Han skriver artikler, analyser og anmeldelser til bl.a. Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. Du kan også opleve John G. som ekspert i medier som DR, Aftenshowet, Go’ Aften Danmark, TV 2 News og DR P3, samt en lang række radioer og udgivelser.