Wi-Fi Opkald er en game changer – derfor….

BAGGRUND: Opkald foretaget over Wi-Fi sikrer bedre mobildækning. Marketingafdelingerne kaldet det Wi-Fi Opkald, men hvorfor er Voice over Wi-Fi så spændende?

Linksys trådløs router

Linksys trådløs router

Opdateret 2016-07-26: Både Telenor og 3 tilbyder nu Wi-Fi Calling.

Opdateret 2017-06-29: YouSee tilbyder nu Wi-Fi calling

VoWifi er en “game changer.” Så enkelt kan det siges af mangel på danske ord, som beskriver mulighederne med den nye teknologi Voice over Wi-Fi (VoWiFi). Teknologien kaldes også “Wi-Fi calling” og “Wi-Fi Opkald”, men vi holder os i denne artikel til den mere korrekte tekniske betegnelse VoWiFi.

Teknologien ikke længere helt ny, men de tekniske løsninger er nu blevet så modne, at VoWiFi bliver udrullet hos teleselskaber over hele verdenen. Men hvorfor er VoWiFi så fantastisk?

VoWiFi er i bund og grund blot en teknisk mulighed for, at flytte samtaler fra mobilforbindelsen over til en Wi-Fi forbindelse, og selve teknologien bag VoWiFi er faktisk ikke særlig interessant. Kort sagt bruger man en Wi-Fi forbindelse til opkald og SMS-beskeder i stedet for teleselskabets store makronetværk.

Dårligt mobilsignal på landet – et kig på fakta

Nogle af vore trofaste læsere vil sikkert mene, at muligheden for at foretage taleopkald via Wi-Fi ikke er noget særligt. VoWiFi tilbyder lige umiddelbart ikke noget nyt i forhold til over-the-top udbydere som f.eks. Skype, Viber eller de utallige SIP IP-telefoni løsninger.

Det kan man sådan set godt argumente for, men VoWiFi er dog anderledes.

Bedre dækning med Wi-Fi

Det geniale med VoWiFi er, at i den seneste version, i kombination med Voice over LTE (taleopkald over 4G), kan samtaler flyttes mellem mobilnetværk og Wi-Fi netværk – eller omvendt – uden afbrydelser. Det kan man ikke med f.eks. Skype eller Viber, hvor samtaler går tabt, hvis man flytter sig væk fra Wi-Fi netværket og telefonen taber forbindelsen til accesspointet.

Vi tager et lille eksempel for at forklare det smarte ved VoWiFi.

Ronnie bor i et ældre hus på landet. Når Ronnie benytter sin telefon ude i haven, så er der fuld signal på telefonen, men så snart han går indenfor så falder mobilsignalet ret meget, og der er udfald i samtalerne. Specielt hvis Ronnie er i den ene del af huset eller i huset kælder, falder  signalet helt ud. Netop i Ronnies tilfælde er VoWifi smart, for med VoWifi behøves Ronnie ikke længere nøjes med mobilselskabets mobildækning.

Med VoWifi har Ronnie pludselig selv mulighed for, at forbedre signalet over hele huset uden at bruge en ulovlig signalforstærker, som koster 10.000 kroner i bøde at bruge.

Når Ronnies telefon kobler sig på hans eget Wi-Fi netværk, så sørger telefonen selv for at overføre samtaler fra mobilselskabets mobilnetværk til Wi-Fi netværket – og det foregår automatisk helt uden Ronnie skal røre en finger.

– Baggrund: Hvilken hastighed må teleselskaberne markedsføre?

Det eneste Ronnie behøver er en Wi-Fi forbindelse over hele huset. Wi-Fi signalet fra Ronnies router rækker dog ikke helt ned i kælderen, men ved at installere et ekstra accesspoint eller en Wi-Fi repeater, så har han pludselig også Wi-Fi i kælderen – og via VoWifi altså også mobildækning. Uanset hvor der mangler mobildækning på Ronnies ejendom, så kan Ronnie nu selv sikre perfekt mobildækning ved at installere Wi-Fi.

Det bedste af det hele er, at modsat f.eks. Skype, så foregår det hele automatisk via Ronnies eksisterende telefonnummer. Uanset om samtalerne køres via Wi-Fi eller mobilselskabets mobilnetværk, så foregår alle samtaler via Ronnies mobilnummer – ikke noget med kryptiske brugernavne og “venner” der skal tilføjes på en kontaktliste. Alle opkald foretages stadigvæk over teleselskabets bagvedliggende infrastruktur, og forbindelsen via Wi-Fi netværket, videre over internettet og tilbage til teleselskabets netværk foregår selvfølgelig krypteret.

Mobilselskabernes begrænsninger forsvinder

Fordelen med VoWiFi er altså, at man ikke længere er begrænset af mobilselskabets dækning, og alle og enhver for nogle få hundrede kroner kan udvide dækningen ved at opsætte flere accesspoints og Wi-Fi repeatere.

Bedre mobildækning i garagen – opsæt en Wi-Fi repeater. Bedre mobildækningen i pavillonen midt i skoven – opsæt et udendørs accesspoint. Bedre mobildækning i den store kontorbygning – opsæt flere accespoints med gæsteadgang over hele i bygningen. VoWifi er ikke begrænset til ét bestemt Wi-Fi netværk, og alle Wi-Fi netværk, man har adgang til, kan i princippet benyttes til VoWifi.

– Hvad er M2M – Machine-to-Machine kommunikation?

Mobilselskaberne bruger hvert år mange hundrede millioner kroner på at udvide dækningen med nye mobilmaster og opgraderinger for at øge kapaciteten, men selvom dækningen år for år bliver bedre og bedre, så er det umuligt for teleselskaberne at sikre god mobildækning over alt. Det er simpelthen teknisk og fysisk umuligt for teleselskaberne at levere mobildækning overalt.

Med VoWifi kan man som bruger selv fjerne hullerne i mobilselskabernes dækning, og dermed får brugerne nu pludselig en mulighed for selv at forbedre dækningen – noget som rigtig mange danskere vil få glæde af.

Med VoWifi er det slut med triste historier som Dragsholm Slot, der ikke har ordenlig indendørs mobildækning. Opleves dårlig indendørs (eller udendørs) mobildækning så kan man selv løse problemet ved, at stille et gratis offentligt tilgængeligt Wi-Fi netværk til rådighed. Alle med en mobiltelefon kan så koble sig på Wi-Fi netværket, og mobiltelefonen kobler selv VoWiFi til og alle opkald foretages automatisk via VoWifi.

Selv bønderne kan være med

Wi-Fi kræver selvfølgelig en internetforbindelse, men der er intet teknisk der hindrer, at man f.eks. kører VoWifi via mobilt bredbånd. Landmanden Per, der bor ude bag Jens Hansens brakmark, har en ustabil og langsom ADSL forbindelse fra TDC/YouSee. Selvom kravene til VoWifi er minimale (upload/download kapacitet bør mindst være 128 Kbit/s) så er en en ustabil forbindelse noget skidt, og hvad gør man så?

– Hvad er LTE Advanced?

Det er specielt indendørs mobildækning, som er problematisk med en moderne smartphone, da antenneforholdene for en smartphone ikke altid er særlig gode – og antennerne i moderne smartphones er heller ikke noget at råbe hurra for.

Derimod kan man meget ofte sagtens kan få stabilt og hurtigt 4G LTE mobilt bredbånd via en ekstern antenne på. I et par meters højde og udendørs er mobilsignalerne nemlig ofte noget kraftigere, og så kan Per sætte en retningsbestemt 4G LTE antenne op på gavlen og koble den til en 4G LTE mobilt bredbånds routeren nede i stuen.

Via routerens indbyggede Wi-Fi adgangspunkt kan Per nu benytte VoWifi og dermed forbedre indendørsdækningen markant.

To slags VoWiFi

Selvom teknikken bag VoWiFi ikke er så interessant, så skal vi dog lige berøre de to forskellige muligheder for VoWifi. VoWifi er en feature, som ens teleselskab tilbyder – teleselskabet skal altså have udstyr, som sørger for at styre hvornår forbindelsen skal køre over teleselskabets store overordnede mobilnetværk, og hvornår den skal køre over Wi-Fi. Derudover skal din telefon også have noget software, som sørger for forbindelsen.

Der er to forskellige muligheder for software på brugerens telefon; En applikation eller indbygget i telefonen.

Hvis VoWiFi leveres via en applikation, så skal man som bruger hente en ekstra applikation ned til sin telefon ligesom Viber eller Skype, og denne applikation ligger så i baggrunden, og bliver først aktiveret, hvis man skal foretage et opkald eller hvis telefonen modtager et opkald. Denne løsning er altså en ret synlig løsning, da man som bruger er tvunget til at hente applikationen. Skal man foretage et opkald fra telefonen, så foregår det igennem applikationen, og det er ikke muligt at benytte telefonens indbyggede opkaldsfunktion som ved normale opkald. Man er tvunget til at starte applikationen og foretage opkaldet via denne. Denne løsning benyttes f.eks. af teleselskabet 3s engelske søsterselskab.

– Gør-det selv: Mobilt bredbånd til udkantsdanmark

På mange områder adskiller denne løsning sig ikke fra Skype, Viper eller de 117 andre IP-telefoni løsninger der er på markedet, udover man her kan benytte sit normale telefonnummer.

Den anden og noget smartere løsning, er nok den løsning, som bliver den mest udbredte – nemlig den indbyggede. Løsningen er 100 procent usynlig for brugeren, da der ikke skal hentes en applikation, og opkald foretages fuldstændig normalt med telefonens indbyggede opkaldsfunktion.

Eneste synlige forskel er en indikator i toppen af telefonen, som erstatter visning af signalstyrken på mobilsignalet. På alle andre måder foregår VoWifi fuldstændig usynligt for brugeren. Den indbyggede version kræver dog, at ens telefon understøtter VoWifi – det gør blandt andet Apple iPhone med iOS 8 samt en række Android modeller.

Game changer for konkurrencen

Denne artikel startede med at proklarere, at VoWifi er en “game changer.” Men hvorfor bruge stå kraftfulde ord om en teknologi, som i bund og grund blot er en fancy udgave af Skype?

VoWiFi er en “game changer” fordi det er muligt og flytte samtaler væk fra teleselskabernes overordnede makronetværk ned ned på lokale Wi-Fi netværk. Det giver helt nye muligheder for de selskaber, der har en masse offentlige Wi-Fi accesspoint. Kort sat vil der dukke nye teleselskaber op (såkaldte MVNO’er) som benytter VoWifi og Wi-Fi til at skabe nye forretningsmodeller.

– Sådan måles antennekvaliteten på en smartphone

I det store udland er offentlige Wi-Fi netværk noget mere udbredt end i Danmark, og her kan de selskaber, der har adgang til denne offentlige Wi-Fi infrastruktur, lancere nye teleselskaber ved at flytte trafikken til deres egne Wi-Fi netværk, når det er muligt. Når Wi-Fi nettet så ikke længere rækker, så flyttes samtaler til et traditionelt teleselskabs makronetværk.

I USA er de første nye teleselskaber allerede dukket op. Store kabel-TV selskaber benytter deres eksisterende Wi-Fi infrastruktur til at lave offentlige Wi-Fi netværk, som kombineres med VoWiFi. Google er også med på vognen med Project Fi.

I en dansk kontekst, så kunne man forestille sig, at Stofa eller YouSee lavede offentlige Wi-Fi hotspots hos alle deres kunder, og så brugte denne offentlige tilgængelig infrastruktur til at flytte samtaler væk fra teleselskabernes mobilnetværk og over til deres eget Wi-Fi netværk. En anden gevinst er, at når samtalerne flyttes til det lokale netværk i huset, så aflastes mobilnetværket.

Desværre havde YouSee en “lille svipser” med sikkerheden, da det store kabel-TV selskab lancerede et landsdækkende Wi-Fi netværk for et par år siden, og efter den enorme PR katastrofe, hvor YouSee var nødt til at lukke hele løsningen ned, har selskabet været tavs som graven omkring muligheden for at lancere et stort offentligt Wi-Fi netværk.

Det er ærgerligt, for med VoWiFi ligger der nogle spændende muligheder, men måske Stofa er friske på at indtage mobilbranchen?

Find flere baggrundshistorier fra MereMobil.dk her.

Mere til historien

Både YouSee, 3 og TT-netværket har lanceret Wi-Fi calling


Om Johnny K. Olesen

Johnny er freelance-journalist med en meget bred viden indenfor forbrugerelektronik. Hans speciale er netværksteknologier, og andre usynlige teknologier, der er essentielle for forbrugernes oplevelse, men som ikke altid er synlige for dem.