Podcast #28: Kom med bag Be My Eyes’ succes

Hvordan fik applikationen Be My Eyes over 160.000 hjælpere til blinde på tre måneder? Kom med bag den globale blindehjælper-app, der er dansk.

Be My Eyes

Be My Eyes i brug

Be My Eyes er et genialt koncept og en genial applikation. Faktisk er idéen så åbenlys, at det er underligt ingen før har set potentialet. Opfindelsen, der er en dansk-udviklet app, sætter blinde i forbindelse med seende hjælpere, der gør hverdagen lettere for den synshandicappede.

Idéen fik grundlæggeren Hans Jørgen Wiberg, der selv er svagtseende. Han havde bemærket, hvordan andre med  tilsvarende handicap var trætte af, hele tiden at skulle forstyrre deres venner med hjælp til almindelige praktiske ting i dagligdagen, som at aflæse elmåleren, se datoen på mælken eller læse breve op – blot for at nævne nogle af de ting, som kan være vanskelige når synet ikke er i orden.

Løsningen blev Be My Eyes hvor den blinde kan kontakte et netværk af frivillige hjælpere, der via telefonens kamera, døgnet rundt, kan hjælpe med mange praktiske gøremål.

Tjenesten der er global, har på rekordtid opnået en enorm succes. Den 16. Januar 2015 var der 938 blinde og 10.223 hjælpere. I dag den 13. marts 2015 er 16.467 blinde og 164.916 hjælpere forbundet i det stadigt voksende netværk.

Her er app’en der hjælper blinde til at se

Idémand og grundlægger af Be My Eyes  Hans Jørgen Wiberg

Idémand og grundlægger af Be My Eyes Hans Jørgen Wiberg

Penge fra Velux

Be My Eyes har været omtalt i store set samtidigt toneangivende medier over hele verden, og Hans Jørgen Wiberg er nærmest en global mediestjerne.

Velux fonden har ydet en donation på 2 millioner kroner. Den 1. september 2015 udløber pengene, og Hans Jørgen Wiberg tænker for tiden over, hvordan forretningsmodellen for nonprofitorganisationen skal være fremover.

Be My Eyes blev første gang præsenteret som en idé i 2012 på eventen Startup Weeekend.

Lyt: Podcasten ”Bag succesen med Be My Eyes”

I Teknologimagasinet MereMobil, episode 28, er gæsten Hans Jørgen Wiberg. I et åbenhjertigt interview kan du høre om, hvordan Be My Eyes har fået succes, men også om de problemer der har været undervejs.

Sådan lytter du til podcasts fra MereMobil.dk

Afspiller og link til download finder du i toppen af denne artikel.

Du kan også hente MereMobil i iTunes Podcast, via TuneIn eller finde os på YouTube. Programmet kan også lyttes på FM via Radio Update og Kanal Gladsaxe (100,9 MHz) samt andre stationer, der samarbejder med Radio Update.

Lyt også til flere udsendelser fra MereMobil.dk.

Tilrettelæggelse:
John G. Pedersen

Producer:
Mike Forde

Mere til historien

Du kan læse mere om projektet på bemyeyes.org. Applikationen er i øjeblikket kun tilgængelig for brugere med en iPhone.


Om John G.

John G. er journalist, mobilekspert og foredragsholder. Han skriver artikler, analyser og anmeldelser til bl.a. Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. Du kan også opleve John G. som ekspert i medier som DR, Aftenshowet, Go’ Aften Danmark, TV 2 News og DR P3, samt en lang række radioer og udgivelser.