Samsung Galaxy S5 Mini – er lidt for mini

MINITEST: Galaxy S5 Mini er en mellemklasse telefon med navnet fra en topmodel. S5 Mini er på flere punkter lidt for mini og lidt for dyr.

Samsung Galaxy S5 Mini test

Samsung Galaxy S5 Mini

Samsung var de første til at introducere miniudgaver af topmodellerne og siden Galaxy S3 har kritikken været den samme; Ydelse og den samlede brugeroplevelse er for ringe i forhold til, at produktet bærer navnet fra topmodellen.

Kritikken preller åbenbart af på køberne, da mini-modellerne har været blandt Samsungs mest succesfulde gennem tiden.

Samsung Galaxy S5 er en lækker topmodel der i vores anmeldelse med nød og næppe trak en topkarakter hjem, men tro ikke, at du med Galaxy S5 Mini får sammen oplevelse. Læs her hvorfor i vores Samsung Galaxy S5 Mini test.

Test: Samsung Galaxy S5

Lommevenlig størrelse og god skærm

Størrelsen på Samsung Galaxy S5 Mini er rigtig god. Trods et buttet ydre passer den godt i lommen. Skærmstørrelse på 4,5 tommer med 720p HD-opløsning gør et godt stykke arbejde, hvilket ikke er overraskende da der trods alt er tale om en Super AMOLED skærm. Du får flotte farver og et skarpt billede. Skærmen har samme pixeltæthed som en iPhone 5S, og det er da heller ikke skærmen, som er telefonens største kompromis.

S5 Mini har en blød gummiagtig følelse og netop den skridsikre belægning på bagpanelet giver et godt greb. Når Mini’en ses ved siden af topmodellen Galaxy S5 ses det tydeligt, at produkterne kommer fra samme familie.

Kameralinsen, pulsmåleren, højtaler og logo har præcis samme placering, blot mindre. Også knappernes placering på siden samt headset-stik og MicroUSB til opladning, er lokaliseret i henholdsvis top og bund.

Telefonen vejer 120 gram, men oplevelsen af vægtforskellen fra de 145 gram på flagskibet er ikke overvældende.

Når bagsiden tages af er der adgang til at udskifte batteriet og indsætte SIM-kort (Micro-SIM) samt MicroSD-hukommelseskort, hvor op til 64 GB er understøttet. Der er dermed rig mulighed for at udvide de 16 GB intern hukommelse mobilen er født med.

Designet levner ingen overraskelser. Bagsiden har den velkendte billige plastik-knirkelyd når der trykkes på den, og hele designoplevelsen trækker tankerne hen på en telefon hvor kvaliteten og prisen skulle holdes nede for at maksimere fortjenesten.

S5 Mini har en IP 67-certificering og er beskyttet mod støv. Den kan holde til at ligge på én meter vand i op til 30 minutter. Mini’en har ikke nogen plastikklap over bundstikket som Samsung har sikret mod indtrængende vand og støv. Det er et plus ikke at skulle slås med en klap når opladeren skal sættes til.

Sløv i vendingen

Maskinkraften er nok den vigtigste nedgradering i Galaxy S5 Mini. Det er blevet til en 1,4 GHz quad-core processor (Cortex A7) hvor vi med Samsung Galaxy S5 er oppe på en Qualcomm Snapdragon 801 med 2,5 GHz quad-core.

Nogen vil nok hævde at processorkraft ikke er så vigtig, men det er den her, særligt når den er underspillet. I vores sædvanlige Antutu Benchmark test scorede S5 Mini kun 20.744 point. Her ligger storebroderen på 34.234 point.

Jeg har oplevet en smule lags rundt omkring i brugerinterfacet, hvilket ikke er unormalt for Samsung, hvor deres TouchWiz overbygning på Android (version 4.4.2) har tradition for ikke at være særlig smidig. Der er hele tiden lige det irriterende sekund til halvandens pause fra man klikker til der sker noget. Både på SMS, galleri, telefon osv. Ja faktisk alle steder opleves dette.

Et langt stykke hen ad vejen virker alt som det skal, men du skal bare ikke forvente mirakler af hastigheden. S5 Mini er en interessant telefon for dem som ønsker lejlighedsvis at benytte telefonen som en smartphone, og som ved almindeligt telefonbrug ikke kræver det store af hastigheden.

I enkelte sammenhænge har jeg desværre set skiltet ”Samsung Galaxy er stoppet” uden at fejlen egentlig har givet anledning til synlige nedbrud.

SMS-applikationen virker glimrende både med det fulde tastatur og på T9-layoutet, men smileys er ikke helt så let tilgængelig som jeg kunne ønske mig på en sådan telefon. Det er også irriterede, at tekstbeskeder bliver konverteret til MMS når de bliver længere en tre SMS’er. Du skal være yderst opmærksom for at opdage når det sker, for der kommer kun et lille skilt kortvarigt som angiver ændringen.

Jeg har flere gange oplevet, at sende beskeder der endte med ikke at nå frem til modtageren, fordi vedkommende ikke havde MMS sat korrekt op. Ja. Trist men sandt, at MMS stadig i 2014 er en udfordring.

Screenshots fra Galaxy S5 Mini

Gode fotoresultater

Kameraet er på blot 8 megapixels, men hvem har egentlig også brug for 16 eller 20 megapixels? Heldigvis overrasker Samsung positivt ved på denne mobil at give et fornuftigt fotoresultat.

Mobilens generelle hastighed er den største hindring for at bruge S5 Mini som feriekamera. Her er opstartstiden for langsom.

I almindelig fornuftig belysning får du nogle gode billeder, men under dunkle omstændigheder bliver billedstøjen tydelig. Fotokampen kan kompensere for mørket og gør det fint, uden at motivet overbelyses.

Hvis du ønsker billeder i 16:9 bredformat er den maksimale opløsning 6 megapixels. De 8 megapixels kan kun opnås på billeder i 4:3 format.

Konklusionen på kameraet er, at til dagligdags fotos og billeder der primært benyttes på Facebook, eller deles med vennerne, går det fint an.

Billeder taget med Galaxy S5 Mini

Fingeraftrykslæseren bør fjernes

Samsungs fingeraftrykslæser hvor fingeren skal stryges hen over sensoren i hjemknappen er ikke en god oplevelse. Der er alt for mange fejllæsninger, hvilket klart fristede mig til at slå den fra.

Jeg oplevede tilsvarende problemer med Galaxy S5, men på Galaxy Alpha fungerede det lidt bedre.

Lad mig opfordre Samsung til at satse på samme aflæsningsteknik som Apple og Huawei anvender. Stryge mekanismen hører fortiden til og irriterer mere end den gavner.

Web-TV: Se testen af Galaxy S5

Andre småting

Opbygningen af software og menuer er i denne telefon præcis som vi kender det fra Samsungs andre Android telefoner.

Topmenuen kan tilpasses med de genveje du ønsker. Uret og vejrudsigten er en del af forsiden og kontaktlisten samt S Planner kalenderen er fremragende.

Ved brug af Exchange mail synkronisering har jeg oplevet, at telefonen glemte at hente push-mails, selvom det var slået til.

Fotos af Galaxy S5 Mini

Konklusion – lidt for mini

Samsung Galaxy S5 Mini er som sådan ikke en dårlig telefon. Skærmen er flot, størrelsen god og billederne skuffer i de fleste tilfælde ikke.

Den største irritation ligger i den generelle hastighed. Af en telefon som denne forventer jeg ikke at kunne have 15 programmer kørende samtidigt mens jeg ser Netflix, men som minimum skal den dagligdags betjening fungere smidigt, hvilket jeg ikke synes den gør.

Derimod er batteritiden helt god. En travl dag med både samtaler, nettjenester og navigation gav mig næsten 17 timers strøm. Det er rigtigt fint. Batteriet størrelse er i øvrigt på 2.100 mAh. Den store S5-model har et batteri på 2.800 mAh.

I forhold til hvad du får er den aktuelle dagspris på godt 2.700 kroner (uden abonnement ) i overkanten. Skal der stå Samsung på er Samsung Galaxy Alpha en lækker sag, men her skal du i nærheden af 4.300 kroner.

Test: Så god er Samsung Galaxy Alpha

Alternaivt er mellemstoppet på prisen Sony Xperia Z1 Compact – som er sidste års Sony-topmodel i miniformat. Den kan du få for godt 2.700 kroner uden abonnement.

Samsung Galaxy S5 Mini scorer 3 ud af 6 stjerner. Den samlede ydelse og brugeroplevelse er for ringe i forhold til prisen, særligt fordi konkurrerende produkter i samme prisklasse giver mere for pengene.

Web-TV: Se testen af Samsung Galaxy Alpha

Fordele og ulemper

Fordele

– God lommestørrelse og fin skærmkvalitet
– Fornuftigt kamera
– Vand- og støvtæt

Ulemper

– Sløv i brugeroplevelsen
– Knirkende plastik design
– Dårlig fingeraftrykslæser

Motorola Edge 50 Pro test | Udfordrer men scorer ikke

TEST: Prisen er rimelig, men udførelsen og brugeroplevelsen har udfordringer. Læs min test af Motorola Edge 50 Pro.

(mere…)
Galaxy S22-serien får AI-funktionerne fra Galaxy S24

Samsung har bekræftet, at en opdatering til Galaxy S22-serien og andre enheder fra 2022 er på vej inkl. de nye AI-funktioner.

(mere…)
Samsung Galaxy A55: God til prisen, men ikke uden ulemper

VIDEO: Kameraet og batteritiden overrasker, men ydelsen er begrænset. Se min Samsung Galaxy A55 test her.

(mere…)
AI-funktioner får Samsung til tops

Samsung er atter i førertrøjen på det globale smartphone-marked, hvilket særligt skyldes de nye AI-funktioner i Galaxy S24-serien.

(mere…)
Samsung på vej med Galaxy Watch FE

Samsung kan være på vej med et billigere smartwatch i sortimentet. Rygterne lyder, at de er på vej med Galaxy Watch FE.

(mere…)
Samsung Galaxy S24 FE måske på vej til sommer

Galaxy S24 FE kan være på vej allerede til sommer.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram